Arkiv præsteord

af sognepræst Erik Nikolajsen

Det er næsten for godt til at være sandt!

Sådan tænker jeg, når jeg i bibelen læser beretningen om den mand, der har 100 får. Da sker det, at han mister ét af dem. Det farer vild. Men han tænker ikke ved sig selv: ’Jeg har stadigvæk 99 får. Skidt med det ene.’Nej, tværtimod efterlader han de 99 får for at gå ud for at lede efter det ene, der er blevet væk. Det er som om, det er det får, der er faret vild, der nu er allermest værd!(Lignelsen kan findes i bibelen i Lukas ev. kap.15)

Sådan oplever vi det langt fra i vort liv. Hvis vi har tabt i et af livets mange spil, har vi da langt fra altid oplevelsen af, at vi er den mest værdifulde spiller. Investorerne interesserer sig da ikke for ham, der lavede selvmål på det tabende hold. Den mest værdifulde er tværtimod topscoreren på det vindende hold.

Sådan er det ofte i vort liv. Men sådan er det ikke i Guds rige. Jesus fortæller i lignelsen, at oplever vi, at vi er på det tabende hold, og det er os, der lavede selvmålet, så er vi i Jesu øjne alligevel som den mest værdifulde. For Jesus er villig til at forlade alt og alle for lede efter og finde taberen, der synes, at han intet er værd. I Jesu øjne er netop han/hun uendelig værdifuld!

Er det ikke en fantastisk besked. Ja, det er næsten for godt til at være sandt! Men sådan er det i Guds rige.

Der er det som med guld! I sig selv er guld ikke ret meget værd. Men det er efterspurgt, og derfor er det så værdifuldt. Ja, jo mere efterspurgt, desto mere er det værd!

Sådan er det også i Guds rige. Når vi har tabt i et af livets mange spil og føler, at vi ingenting er værd, så fortæller Jesus os i lignelsen, at vi i hans øjne er som den mest værdifulde. Og det i den grad at Jesus sætter alt ind på at finde os for at være sammen med os. Om vi dog vil lade os finde af ham.

I mine ører er det et fantastisk budskab. Ja, det er næsten for godt til at være sandt. Men det er det. Tænk sig, at jeg er så værdifuld, også når jeg synes, at jeg ingenting er værd.

Det har Jesus fortalt os i bibelen mange gange og på mange måder. Også når han siger: ”For Menneskesønnen (Jesus) er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.”(Lukas ev. 19,10)

Det er da fantastisk. Du er guld værd!

af sognepræst Gert Frost Nicolajsen

Det har tit overrasket mig, hvor meget et håb påvirker et menneske.

Ikke mindst når det har været i forbindelse med alvorlig sygdom. Har den syge et håb, så giver det kræfter og glæde i kampen mod sygdommen. Er håbet væk, så går det derimod hurtigt ned ad bakke

Det har tit overrasket mig, hvor meget et håb påvirker et menneske.

Ikke mindst når det har været i forbindelse med alvorlig sygdom. Har den syge et håb, så giver det kræfter og glæde i kampen mod sygdommen. Er håbet væk, så går det derimod hurtigt ned ad bakke.

Det gælder også andre store forhold i livet. Når vi har et håb, så er der kræfter og mod til at kæmpe. Når håbet er væk, så svinder kræfterne og modet.

Det håb, som har gjort størst indtryk på mig, er det kristne håb. Det kristne håb har flere sider. En del af det er, at du er aldrig ladt alene. Du står ikke alene med dit liv og med svaghed og kampe. ”Jeg er med dig alle dage” Sådan lød Jesu ord til os, da vi blev døbt. Og sådan klinger de med i det kristne håb hver eneste dag. Måske mærker jeg det ikke meget – alligevel er det den virkelighed, som tæller allermest, Guds virkelighed: Han har mig i sin hånd midt gennem alle op og nedture i mit liv. I alt det må jeg lægge mit liv i hans hånd.

Det kristne håb fyldes også af, at Jesus siger: Jeg vil bære dine byrder – jeg vil bære det, som du i din ufuldkommenhed skylder. Det er en uvurderlig gave i mit kristne håb, at tilgivelsens virkelighed spændes ud over mit liv i troen på Jesus.

Det kristne håb fortæller mig også med en forunderlig styrke, at selv om mit liv er levet og min fremtid her på jord er brugt op, så har jeg stadig en uendelig stor fremtid i form af evigt liv hjemme hos Gud i Himlen.

Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør, siger Jesus. Det giver mig en hel pakke af håb, som må farve mit liv, give kræfter, glæde og frimodighed til at leve der, hvor mit liv er.

Vel kan vores liv og vores verden ind imellem synes håbløse. Men vort liv er ikke håbløst i troen på Gud. Det er et liv på vej med et håb, som er stærkere end alt andet, vi møder!

Citat: Fremtid hos Gud

Han lover mig en evig vår,

trods vinterstorm og død;

thi livet frem af graven går,

som Kristus gennembrød.

DS 732

Velkommen til opstandelses-fest i kirkerne påskedag!

af Erik Nikolajsen

Spørgsmålet er at vende tingene på hovedet. »Gud, hvor er du?«. Som om det er Gud, der er blevet væk.

Når vi så ikke kan finde Gud, opfører vi os som barnet, der er faret vild. Først går vi den ene vej og så den anden vej i håb om at støde på noget velkendt, som vi kan tage bestik af. Vi prøver os frem. Når vi gør det, må vi da vide, at det er os, der er blevet væk. Ikke Gud.

Engang Jesus talte om, at han skulle forlade disciplene og gå bort til sin fader i himlen, sagde Filip til Jesus: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os« (Johs 14,8). Gud var også blevet væk for Filip. 

Her overrasker Jesus Filip. Han siger nemlig til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Fi- lip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; .....« (v.9-10)

Filip spørger efter Gud, som om Gud er langt borte. Jesus svarer Filip: »Det er han ikke. Den Gud, du spørger efter, han står lige foran dig! Kan du da ikke høre på mine ord, at jeg ikke taler af mig selv! Kan du ikke høre, at de ord, jeg siger, er Guds ord! Så når du hører mine ord og lærer mig at kende, så lærer du også Gud at kende!«.

Svaret på vores spørgsmål »Gud, hvor er du?«er mere enkelt, end vi tror. Vi skal ikke prøve os frem som barnet, der er gået vild. Nej, vil vi lære Gud at kende, skal vi blot lytte til Jesu ord og tage imod dem i tro. Så har vi også fundet Gud. Eller mere rigtigt: Så har Gud fundet os!

Når vi spørger: »Gud, hvor er du?«får vi svaret: »Han er lige så nær hos os, som Jesu ord er os nær, sådan som vi kender dem fra Bibelen«

Derfor: Lyt til Bibelens ord! Læs i bogen! Vær med i det kristne fællesskab ved at deltage i gudstjeneste eller det kommende kristendomskursus - og bed!

Da hviler Jesu løfte over os:

»Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for« (Matt 7,7- 8).Og vi bliver fundet. Af Gud.

sognepræst Gert Nicolajsen

Sommertid forbinder vi med lys og varme. Vi glæder os hele vinteren og foråret til at se lyset og mærke varmen. Vi glæder os over naturen, der grønnes. Nu ser vi frem mod at varmes og få friske kræfter ude i solen. Vi ved, hvad sol og varme gør ved naturen. Og vi ved, hvad det gør ved os selv.

Om solen så kommer til at skinne meget eller lidt, er ikke helt til at forudsige. Som regel en hel del endda, men vi må ud i solen for at få glæde af dens varme stråler. Vi må finde vej ud i naturen eller haven og sætte os i solen. Ellers er det begrænset, hvad vi får ud af det.

Jeg er verdens lys, siger Jesus. Som solglad dansker burde det være let at forstå, hvad Jesus mener. Han har et lys, der varmer og giver liv. Varmer med tilgivelse og tryghed. Giver liv, der ikke bare varer nogle dage – nej, giver liv, der varer evigt. Hvor tit tænker vi på, at vi også må stille os ind i lyset fra Jesus, hvis vi skal blive varmet og givet liv gennem det?

Det er let at blive i sofaen og se ud af vinduet, men det får man ikke sommer og sol ind under huden af. Det er også let at blive i sofaen åndelig talt. Men så mærker man ikke varmen og livet stråle fra Jesus selv. Jeg har brug for at lytte til ordene fra ham. Jeg har brug for at varmen og lyset fra ham får lov at skinne helt ind i mit liv og fortælle mig: Du er elsket med evig guddommelig kærlighed! Der er frelse til dig fra al fortabelse. Der er evig fremtid til dig i en ny fuldkommen verden hos Gud. Det er der, troens tillid til Jesus vokser frem.

Må sommertiden blive ikke bare en dejlig oplevelse af sol og varme, men også en tid, hvor lyset og varmen fra Jesus får lov at skinne ind i vore liv!

Kærlig hilsen Gert Frost Nicolajsen

af stud. theol. Jonas Axelsen

I år fejrer mange 500-året for Luther. Det er der mange gode grunde til - man kunne hurtigt nævne omkring 95. Udover de 95 teser har vi meget at takke Luther for. Hans arbejde har givet os mange bøger og salmer, som stadig i dag kan lære os meget. Nogle af de ting, som Luther gjorde størst oprør mod i den katolske kirke, var forståelsen af Guds retfærdighed, nåden og lov og evangelium. Det er nogle store ord, som vi stadig diskuterer, men de rummer meget godt. Det store vendepunkt for Luther var det, som vi kalder for ”tårnoplevelsen”. Jeg bliver tit, når jeg kommer i kirke, mindet om hvilken oplevelse Luther havde, og jeg kan bedst beskrive det ved at bruge hans egne ord fra salmen ”Nu fryde sig hver kristen mand” (DDS 487).

3. Min dyd og gerning hjalp mig ej
den død at overvinde;
den stærke Djævel sagde nej,
han lod sig ikke binde;
jeg givet var i Fjendens vold,
han trued mig med syndens sold
og dom til evig pine.

Luther var oplært i den katolske tro, og dengang var der meget fokus på den enkeltes synd. Luther kæmpede ofte med sin syndighed og dårlige samvittighed. Uanset hvor meget han prøvede, så kunne han ikke slippe væk. Han var blevet oplært til, at Guds retfærdighed betød, at Gud ville dømme os, som vi har fortjent. Hvis det er sådan, så står vi, som han skrev, til dom til evig pine. Ved hans tårnoplevelse gik det op for ham, at Guds retfærdighed også handler om den retfærdighed, som han giver os ved, at han sendte Jesus for at redde os fra dommen.

7. Nu siger han: Kom hid til mig,
tag evigt liv til gave!
Jeg led den bitre død for dig,
at du den arv skal have;
nu er jeg din, og du er min,
min bolig skal og være din,
os skal ej Fjenden skille.

Når nu Jesus har givet os det evige liv, så er der grund til at være glad, ja endda frydes, som Luther skriver.

1. Nu fryde sig hver kristen mand
og springe højt af glæde!
Ja, lad os alle trindt om land
med liv og lyst nu kvæde!
For Gud, så god som han er stærk,
har gjort et herligt underværk,
betalt i dyre domme.

Vi kan som kristne glæde os over alle Guds underværker. Særligt det største, som er hans offer på korset for vores skyld. Det er den arv, Luther har givet os.

af sognepræst Erik Nikolajsen

Skærtorsdag indbyder Vorgod Kirke alle interesserede til et jødisk påskemåltid i kristent perspektiv. Sidste år var vi rigtig mange. Det håber vi også, at vi bliver i år. Men vi har set os nødsaget til at sætte et maksimalt deltagerantal på 65 personer.

Som 12-årig var Jesus med sine forældre i Jerusalem for at fejre påske. Det forår, han døde, var han igen i Jerusalem for at fejre påske. Og denne sidste gang spiste han påskemåltidet sammen med sine disciple og indstiftede nadveren.

Det messianske påskemåltid

Jøder, der tror på Jesus, fejrer påske på samme måde og på samme tid som andre jøder. Men de gør det alligevel lidt anderledes. De gør det i lyset af Jesus Messias. Gennem sin lidelse, død og opstandelse er han blevet det sande påskelam, og i lyset fra ham fejrer man ikke blot udfrielsen fra slaveriet i Egypten, men endnu mere befrielsen fra syndens slaveri og fra dødens mørke.

Hvorfor deltage i et jødisk påskemåltid i kristent perspektiv?

Fordi deltagelsen giver en baggrund for bedre at forstå vores nadvermåltid. Og det giver os lejlighed til at deltage i et festligt jødisk påskemåltid i kristent perspektiv med en liturgisk afvikling. I vores kristne tradition er vi blevet fattige på ritualer. Nogle tror, at ritualer er kedelige.

Jeg kender til hjem, hvor enkle ritualer omkring søndagsfejringen er en glæde for familiens børn. De glæder sig til dem. Det kender vi også til, når vi fejrer jul.

Sådan kan vi måske ved at opleve den jødiske liturgi omkring påskemåltidet også blive inspireret til at lave ritualer for vores egen påskefejring såvel som for andre fest- og mærkedage i kirken og i vores hjem. Og vi får kastet nyt lys over nadveren.

af Gert Nicolajsen

Vi er på vej mod juletiden. For nogen af de mindste er det virkelig nyt og spændende. Der er ikke mange juleaftener at huske til­bage på. Det er stadig alt sammen bare så godt og trygt. For mange af os er det en høj­tid på året, som vi kender rigtig godt. Vi har mange års erfaring med jul. Gode erfaringer med samvær og glæde. Måske også smerte­lige erfaringer af svære dage med ekstra savn. I hvert fald også erfaringer med juletravlhed. Gaver og mad skal på plads. Ju­letidens dejlige arrangementer er så mange, at det ind imellem bliver for meget selv for os erfarne!

Men bag alle vore erfaringer gemmer sig noget evigt og uforanderligt, som er julens vigtigste gave og vigtigste erfaring.

Englen julenat fanger det med de stærke ord: Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren!

Frygt ikke! Vi lever midt i en travl tid, hvor frygten så let sniger sig ind. Måske ter­ror. Måske de mange flygtninge. Måske sygdom. Måske tabet af en af mine kære. Frygt kommer snigende ad mange veje til os. Og vel er der meget at frygte, men midt ind i vores liv lyder et: Du skal ikke frygte, for du må være i en meget stærkeres hånd, der ikke rystes af alt det, vi frygter. Du må være i Jesu hånd. Han som kom til vores jord julenat. Ikke bare som en opdagelses­rejsende, der efter lidt kig og snak drog til­bage til den himmelske tryghed. Men en frelser - en befrier fra alt ondt - en besejrer af død og ondskab. Det kostede ham livet at blive vores frelser! Og fyldt af kærlighed til netop os gjorde han det.

Der kommer han os i møde som den evige julegave, vi må knytte til ved i tro. Og han rystes og forsvinder ikke på grund af terror, død eller noget andet frygteligt. Han siger tvært imod: Jeg vil være med dig alle dage lige til verdens ende. Jeg vil bære dig og løfte dig helt ind i evigheden, hvis du vil lade mig få lov!

For mig er det at sige Glædelig Jul også at ønske for hver eneste: Må Jesus være din tryghed midt i en fortravlet og alt for ofte frygtelig verden. Må Jesus få lov at bære dig og give dig sin velsignelse.

Glædelig jul 
Gert Frost Nicolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Vi mennesker er så forskellige. Vi er helt forskellige steder i vort liv. Mange billeder glider gennem mine tanker:

Det lille barn på vej op til døbefonten.

Spidermans-udklædt børnehavebarn.

Blåmandags-klar konfirmand. Sommerglad student.

En lykkelig far med sit første barn.

Sygdomsramt ung mor.

Badeglæde på en varm sandstrand.

En kær farmor i en hvid kiste.

Vi er på vej. Forskellige veje. Veje med fantastiske oplevelser og veje med store bump.

Hvor er vi på vej hen? Hvad er det vigtige i mit liv mellem alle erindringsbillederne?

For mig begyndte det en martsdag i 1960, da mine forældre gav mig dåbskjole på og bar mig ind i Smidstrup kirke, for at jeg kunne blive lagt i Guds hænder i dåben.

At Jesus der sagde helt personligt til mig: Gert, jeg vil være med dig alle dage - og du skal være barn hos vores Himmelske Fader - og hjemme hos ham skal du have et hjem i evigheden!

Og så sagde han: Lad mig være med i dit liv og give dig tro på mig, så alt det må være dit!

Undervejs har jeg ind imellem glemt, hvad jeg fik med, og hvor jeg har hjemme. Men så har Jesus sagt til mig: »Jeg er vejen og sandheden og livet - ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Johannesevangeliet 14,6).

Fantastisk at universets Skaber og Herre kommer til mig og vil være med mig og give mig et himmelsk hjem!

Jeg kan kun ønske, at du også må få den glæde at se, at han er med dig alle dage, som han sagde det til dig ved din dåb! (Mattæusevangeliet 28,20). Fra mit eget liv ved jeg, at livet har både mange glæder og mange bump.Tvivl og tro har blandet sig undervejs. Og igen og igen er det blevet klart for mig: Han er med mig alle dagene!

sognepræst Gert Nicolajsen

Det sniger sig ind – julekataloger - julepynt – julearrangementer. Det har flyttet sig gennem årene. Forretningerne vil gerne fange os tidligt for at sælge gaver og meget andet. Og vi synes helt selvfølgeligt i alle vores sammenhænge, at julens komme skal fejres med samvær i børnehave, skole, idrætsforening, børneklub, missionshus, familie, julekalendere og så videre.

Så i mere end en måned frem til jul bruger vi julens glade baggrund til arrangement efter arrangement. Dejligt – og lidt krævende undervejs for mange af os!

Og samtidig ændrer det ved vores fejring af advent og jul. For vi har ikke energi til at fejre julens helligdage, som det midtpunkt i julen, de engang var tænkt.

I år har vi 4 helligdage i streg (juleaften – juledag – 2. juledag – julesøndag).  Alle dagene bidrager deres til eftertanke på julens kristne indhold. Men vi har dagene – ikke midt i vores julefejring – men som afrunding af vores julefejring. Det er fridage for mange. Det er familiedage.

Vi skal ikke fortabe os i at begræde forandringerne. Men vi må i vores liv bevidst vælge at gøre julens helligdage til dage med eftertanke på julens kristne indhold. Dage, hvor vi finder åndehuller og stilhed, der åbner for at Guds under fra Betlehem også kan ske med os: At barnet fra Gud gæster også os.

Vi må høre det store budskab, som stadig kan undre: At Gud ikke lod vores verden gå sin skæve gang – men at han kom til os i Jesus-barnet. Kom i kærlighed. Kom med kærlighed. Kærlighed der favner. Kærlighed der tilgiver. Kærlighed der bærer. Kærlighed der giver fred og evighed.

Vi kan kun ønske hinanden en god adventstid med alle julearrangementerne. Og ønske hinanden en glædelig jul, hvor hvile og eftertanke også må få lov at åbne vore øjne for Guds gave: Barnet fra Betlehem.

af Erik Nikolajsen, præst

Bibelen er igen på forkant!

For tiden drøfter man i mange medier ensomhed som et problem. Det emne var bibelen dog opmærksom på allerede for mange år siden. På sine første sider står der: ”Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.”(1. Mos 2,18). 

Ordene er skrevet om fællesskabet mellem mand og hustru. Men de gælder også fællesskabet mennesker imellem. Det er ikke godt for os at være alene.

Tidligere var fællesskabet givet

Da Gud skabte Eva, satte han et menneske ved Adams side, så han ikke skulle være alene. Adam valgte ikke Eva. Hun blev givet ham.

Sådan var det også tidligere i vort samfund. Vi levede i et fællesskab, som i vid udstrækning var givet os på forhånd. På landet havde man sine naboer. Hvad enten de var grundtvigianere eller missionsfolk, venstrefolk eller socialdemokrater, så blev de inviteret med til familiens fester. Det var et fællesskab, som var givet på forhånd, og det levede man med i. 

I dag vælger og skaber vi selv vore fællesskaber

Sådan er det ikke mere. Måske stadigvæk til dels på landet og i mindre bysamfund, men ikke i byen. Her vælger vi selv det fællesskab, vi vil være en del af. Og vi skal selv gøre noget for at skabe det.

Fællesskabet har trange kår

Når fællesskabet ikke er givet på forhånd, og vi selv skal være med til at skabe det, kommer fællesskabet let til at lide en krank skæbne. Det når slet ikke altid at blive vakt til live, og vi får ikke lov til at opleve det fællesskab, som vi ønsker os og har brug for. For vi evner simpelthen ikke at investere de ressourcer, der skal til for at skabe fællesskabet.

Det kan der være mange grunde til.

I dag er begge ægtefæller i en familie ofte udearbejdende. Tidligere var det kun den ene. Vi lever i en tid, hvor de mange tilbud gør, at vi må vælge til og fra. Og så vælger vi ofte det, som umiddelbart opfylder vore egne behov og ikke kræver for meget af os.

Men hvad bliver resultatet?

Vi bliver mere alene. Men er det det, vi vil? Det er det måske. For det er det letteste. Vi orker ikke at investere mere i fællesskabet, end vi gør.

Jamen, går det ikke også meget godt. Jo, det gør det vel. Men min påstand er, at vi lever meget mere isolerede end tidligere, og at vi lider under det.

Vi har ikke overskud til at involvere os i hinandens liv. Vi har travlt nok med vort eget.

Eller vi er optaget af en underholdning, der for det meste gør os til tilskuere. Vi sidder i vore stuer og ser på kassen - uden at tale ret meget sammen.

Næste dag fortæller vi godt nok kollegaen om det, vi så i fjernsynet i går. Men foreningslivet, foredraget, debatten, kirken, hvor vi er engagerede, gør noget sammen og taler med hinanden har trange kår.

Kirkens fællesskab som modpol

I vores tid kan og bør kirken være en modpol til tidens individualisering og til underholdningsindustriens fastholdelse af os i ’ensomhed’. Det er der brug for, at den er. For ”det er ikke godt, at mennesket er alene.”

Men det kræver en meget bevidst indsats af os at lave om på den kultur og på den hverdag, der fremmer ’ensomhed’. Spørgsmålet er, om vi ser fællesskabet som så stort et gode, at vi er villige til at yde den indsats, det kræver af os?

Fællesskab kræver og giver

For så vidt angår fællesskabet i kirken, kræver det noget af dem, der færdes regelmæssigt i kirken.

Vi må gøre noget for at skabe åbne fællesskaber, som folk let kan blive en del af. Vi skal måske også være mere frimodige og invitere folk indenfor i disse fælleskaber.

Fællesskaber

Det kan begynde med kirkekaffen efter en gudstjeneste. Det kan være, vi skal åbne vort eget hjem for naboen, om han/hun/de har lyst til et bid brød eller en kop kaffe en søndag eftermiddag? Eller vi skal have øje for ham eller hende, der bor alene. Måske skal vi gøre noget sammen?

I et sogn, jeg var præst i for år tilbage, spurgte vi en række folk i sognet, om de ville give en kop kaffe efter en søndagsgudstjeneste. Vi skrev adressen på deres hjem på lige så mange sedler, som de kunne rumme folk ved kaffebordet. De blev lagt i en kurv, og efter gudstjenesten trak kirkegængerne hver en seddel ved udgangen. Og der var kaffe til dem i det hjem, der var anført på den seddel, som de trak.

Jeg glemmer det ikke. For jeg kom selv den dag til at drikke kaffe i et hjem, jeg ikke før havde været i og sammen med mennesker, jeg ikke selv havde valgt at være sammen med. Det var rigtig hyggeligt.

Opfindsomheden kan være stor. Vi skal måske bare gøre en lille indsats. Og ensomheden kan blive lidt mindre for os alle.

af sognepræst Gert Nicolajsen

Først på året oplevede vi forfærdelig terror i Paris. En række tegnere og redaktører på et satirisk ugeblad blev mejet ned – fordi radikale islamister mener, de har fornærmet deres religion. Det var tæt på, at det samme skete nogle uger senere i København.

Samtidig og væsentlig mindre bemærket blev tusindvis af mennesker mejet ned i det nordlige Nigeria. Hele landsbyer er lagt øde. De var ikke rettroende muslimer, og derfor blev de ofre for radikale islamiske terrorister. I religionens navn gøres de forfærdeligste ting.

Vi kan se, at det bliver sværere at være kristen i mange lande rundt i verden. Mange kristne bliver forfulgte, og ikke få lever med risikoen for at blive dræbt, fordi de er kristne.

Herhjemme har det været underligt at følge debatten. Igen og igen hører vi folk, der taler om, at religion skal væk – og så nævner de os kristne. Præster skal ud af demokratiske organer – for vi er farlige – vi tror jo på noget større end det naturvidenskabelige verdensbillede. På en mærkelig omvendt måde bliver kristne også hos os holdt nede i religionens navn.

Her er der ikke ytringsfrihed. Rystende er det at høre præster, som eftersnakker tanken om at lade det naturvidenskabelige verdensbillede sætte grænserne for alt – også forkyndelsen. Det fører dem til at fornægte Jesu opstandelse fra de døde. Opstandelsen bliver til en nødløgn, man fyrer af for at trøste svage sjæle i en svær situation ved en begravelse. Ellers frasiges det.

Ærligt og redeligt skal vi ikke som kristne forvente medvind på alle fronter. Der er noget forargeligt ved kristentroen, som vil skabe modstand. En Gud, der i sin almagt står over os og som vi kun kan nærme os tillidsfuldt og trygt igennem hans egen Søn og frelser, Jesus Kristus. En Gud, vi ikke kan bestemme over, men som vil bestemme over os. Det førte til korsfæstelsen af Jesus, da han forkyndte.Til frelse for os – men også til advarsel om, at der vil være modstand der, hvor budskabet om ham kommer frem.

Trygheden er, at vi ikke er alene og aldrig overlades til os selv. Han går selv med os og løfter og bærer os.

Vi må bede for vore forfulgte og truede kristne brødre og søstre rundt i verden. Vi må bede om, at øjnene også her i Danmark må åbnes for glæden og freden hos Jesus Kristus.

Jesus har sagt til hver eneste af os døbte: Jeg vil være med dig alle dage indtil verdens ende!

af sognepræst Erik Nikolajsen

Du er skyldig! - Kan det være en god besked?

Ja, det kan det.

Min påstand er, at alle har en bevidst eller ubevidst fornemmelse af, at vi ikke er så gode, som vi bør være. Jeg begrunder det med, at vi har så travlt med at gøre os bedre, end vi er, for at blive accepteret og elsket af dem, vi færdes iblandt. Vi ved altså godt, at vi ikke er så gode, som vi bør være. Med andre ord: »Vi bakser med en eller anden form for skyld«.

Hvordan kan det så være en god besked at blive erklæret skyldig? Jo, min erkendelse af skyld får mig til at opgive mit håbløse og slidsomme projekt med at retfærdiggøre mig selv i Guds og mennesker øjne. Erkendelsen giver mig ører for Guds gode evangelium, som lyder: »Men du er elsket alligevel!«. Elsket så meget, at Jesus påtog sig at bære konsekvensen af din synd og fortræd, da han døde på et kors. Han slog en streg over alt det, der skiller dig fra Gud. Dit forhold til Gud er nu helt i orden.

»Al erkendelse er svær«. Det er den erkendelse, der gemmer sig i Guds gode ord.Vi får underskud, når vi sammenholder os med Guds ord om, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vores næste som os selv. »Vi er skyldige over for Gud!«. Det er svært at vedgå. Derfor har jeg brug for at høre Guds dom igen og igen, så jeg tvinges til at forstå, at jeg ikke kan gøre mig fortjent til Guds kærlighed og tilgivelse. Jeg hjælpes til at høre, at jeg er elsket af Gud, selv- om jeg er, som jeg er. Bibelens ord fortæller os, om Jesus og alt det, han gjorde for os, da han på korset slog en streg over alt det, der skiller os fra Gud.

»Jeg er skyldig! Det er sandt. Men jeg er også, ved Jesus og i troen på ham, tilgivet alt det, der gør mig skyldig!« Det er uforståeligt. Jeg må høre det igen og igen, så jeg også kan nå dertil, at jeg ikke gør gode gerninger for at blive elsket, men for at Guds kærlighed og tilgivelse får mig til at gøre dem alligevel.

Kærlig hilsen Erik Nikolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Livet har mange sider. Nogen gange lyse og gode. Andre gange mørke og svære. For nogle mennesker flest lyse dage. For andre alt for mange mørke dage.

Min hilsen denne gang skal særligt være til jer, som har de mørke dage tæt på!

Der er et ord af Jesus, som er vendt tilbage mange gange i mit liv. Det er ordene: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Mattæusevangeliet 11,28).

Noget af det sværeste er at stå magtesløs, når tingene går den forkerte vej. Bønner bliver bedt. Alt muligt bliver gjort, men det går stadig den forkerte vej. Måske sygdom. Måske arbejde. Måske forholdet til en af mine nærmeste. Måske nogle forkerte valg jeg fik taget.

I de tider i livet har det for mig været en tryghed at vende tilbage til Jesu ord: Kom til mig med byrderne! Det har ikke fjernet det svære. Men jeg måtte læsse af og var ikke alene. Det ondes magt var brudt. Der var hvile hos ham, som er stærkere end alt det, som jeg ikke magter. Han tog ikke det svære væk. Jesus gik med i det svære og lod mig vide: »Du er ikke alene! Jeg er der og har dig i min hånd! Det onde er ikke stærkest. Det onde vinder ikke til sidst. Det gør jeg!

Kærlig hilsen Gert Nicolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Vi er lige nu i gang med valget af ny biskop i Ribe stift. Det er dermed også os, der får ny biskop til juni.

Der er langt fra Fjelstervang og Vorgod-Barde til Ribe. Det er ikke tit, vi ser vores biskop her. Hvad laver en biskop egentlig?

Biskoppen er placeret øverst i det store Ribe stift, der dækker fra grænsen i syd og til Vemb i nord - og som dækker fra Blåvandshuk i vest og til Fjelstervang og andre steder længst mod øst. Vi er ca. 180 præster, som biskoppen fører tilsyn med. Bevidst kalder vi ikke biskoppen for chef. Biskoppen er ikke chef i almindelig forstand. Biskoppen fører tilsyn med præster og sogne. I det ligger at vejlede, hjælpe, opmuntre og indimellem løfte pegefingeren for, at vi må være på rette vej både i forhold til gældende lovgivning for folkekirken og ikke mindst i forhold til vores kristne tro og forkyndelse.

Biskoppen er i grunden ikke noget mere særligt end en præst, blot en præst med særlige opgaver. Samtidigt kunne med fuld ret føjes til: I kristen sammenhæng er hverken præst eller biskop mere end ethvert andet medlem af den kristne menighed. Vi præster og biskopper har hver især opgaver med at tjene og være der for den kristne menighed, men det gør os ikke til noget mere eller andet end alle jer andre i forhold til Gud.

Overfor Gud står vi lige. Vi står der som dem, der er de små med alle skårene af det, der skulle have været meget bedre.Vi står der som dem, Gud i Jesus Kristus byder indenfor. Vi lever alle af Jesu ord:

Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør(Joh. 11,25). 

Kærlig hilsen

Gert Nicolajsen

af sognepræst Peder Høy Kristensen

H.C. Andersen skrev: Andemutter udruger nogle æg i andegården, og de yndige små ællinger ser dagens lys. Det varer lidt længere med det sidste æg, der er større end de andre, og da skallen endelig brister, er ællingen stor og styg.

Efter at have vænnet sig til synet af den grimme ælling synes andemutter, at "den er dog ganske køn, når man rigtig ser på den." De andre synes slet ikke, den grimme ælling er køn. Én siger: "Fy, hvor ser den ud! Ham vil vi ikke tåle!" En anden bider den i nakken og siger: "Han er for stor og aparte, han skal nøfles!"

Hele sommeren bliver den grimme ælling nøflet af ænderne, hugget på af hønsene og sparket af pigerne. Og da vinteren kommer, bliv den frosset ude. Den grimme ælling tager det så nært, at den hellere ønsker sig død end levende. Næste sommer er den stadig ked af det, men bedst som den sænker hovedet og er allermest trist, ser den sit eget spejlbillede i vandet og ser den dejligste svane. De andre ser det også. Den får det godt, kaldes den dejligste af alle dejlige fugle og jubler: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!" Morale: "Det gør ikke noget at være født i andegården, når kun man har ligget i et svaneæg!"

Mange mener, H.C. Andersen skrev om sig selv og sin egen trange vej til anerkendelse. Det er muligt, men hans kæreste rejsefælle var bibelen, og det skinner igennem overalt i hans forfatterskab. Derfor kan vi fint læse "Den grimme ælling" som en fortælling om at se sig selv i bibelens himmelspejl.

Vi er mange, der nemt bliver lidt triste, når vi spejler os selv i andres øjne, ligesom vi heller ikke ser for kønne ud i spejlet på væggen. Men ser vi os selv i bibelens himmelspejl, er det en helt anden sag. For dér ser vi Guds store tanker om os og Guds store planer med os.

I himmelspejlet ser vi os selv som Guds elskede børn, arvinger til al den himmelske herlighed. I himmelspejlet ser vi os selv som rene og retfærdige, himmelen værdige – helt fri syndige fejl og mangler. Vi ser det i Herren Jesu ord, og vi ser det i Herren Jesu lidelse og død for vore synders skyld.

I himmelspejlet ser vi, at der venter os en herlig fremtid: evigt liv i den himmelske herlighed, hvor Gud tørrer hver en tåre af vore øjne, hvor døden ikke er mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine.

I bibelens himmelspejl ser vi, at en dag skal vi juble og sige: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"

Peder Høy Kristensen

af sognepræst Peder Høy Kristensen

Efter en passende forlovelsestid er det på sin plads at få papir på hinanden. Det var nogenlunde, hvad der skete, da jeg for nylig fik brev fra både kirkeminister og biskop. Gennem ca. 3 år har jeg fået lov at virke lidt som præst, men nu er det ikke længere et papirløst forhold. Nej, nu har jeg papir på at høre sammen med menigheden i Vorgod og Fjelstervang – omend kun på kvart tid. Det har altid været en fornøjelse at holde gudstjeneste i kirkerne og tage mig af det, der ellers faldt for. Nu har jeg papir på, at vi kommer til at ses jævnligt endnu nogle år. Det er godt. Det glæder mig. Jeg håber også, at det bliver til glæde og velsignelse for menigheden.

Papir på det, der sker i kirken

Det er godt at få papir på hinanden. I kirken hylder vi ikke papirløse forhold. Uanset om vi kommer til kirken for at blive døbt, konfirmeret, viet eller begravet, får vi papir på det. Vi får en attest. Og det er slet ikke så ringe. For selvfølgelig vil vi gerne have papir på det, vi synes er vigtigt, godt og glædeligt.

Dåbsattesten

Det er f.eks. godt at kunne tage sin dåbsattest frem og sige til sig selv, at hér har jeg papir på noget vigtigt, godt og glædeligt. Hér har jeg papir på, at jeg engang blev døbt, for at jeg skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus. Det sagde præsten, mens han gjorde korsets tegn for mit ansigt og bryst.

Dåbsattesten er papiret på, at jeg har lod og del sammen med Herren og frelseren Jesus, endda for både tid og evighed. Det er rigtig godt. For så må jeg bede, som han har lært os at bede: "Vor Fader, du, som er i himlene." Han har lært os at kalde den almægtige Gud vor himmelske far. I den tro – i det himmerige – må jeg leve, mens jeg er hér på jord, at den almægtige Gud er min himmelske far. Han har også lært os, at han for evigheden vil have os dér, hvor han selv er i Faderens hus med de mange boliger. Dvs. han vil have os til himlen. Når tiden er inde, vil han hente os hjem til herligheden, hvor han selv tørrer hver tåre af vore øjne, hvor der ingen død er mere, ingen sorg, ingen skrig, ingen pine.

Jo, det er rigtig godt at have lod og del sammen med Herren og frelseren Jesus, og så har jeg endda papir på det. Dåbsattesten er mit papir på det. Det glæder mig rigtig meget.

Troen og troens begær

Zinzendorf skrev om sin tro: "Min frelser mig af døden drog / thi al min synd han på sig tog, / han siger: Hvo som tror på mig, / han skal ej dø evindelig." Han uddyber det lidt nærmere og udtrykker så et troens begær: "Så længe jeg på jorden er, / det bliver ene mit begær / at vidne højt med trøstigt mod / om nåden udi Jesu blod" (nr. 513 i salmebogen). Jeg vil gerne gøre Zinzendorf's ord om troen og troens begær til mine – og tilføje et lille håb om, at mit beskedne virke i Vorgod og Fjelstervang må give andre smag for det samme.

Peder Høy Kristensen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Nu er det påske igen. Er det en ferie eller en fest? For mange er påsken en kærkommen ferie her i foråret. For os kristne er påsken samtidig en særlig fest. Men vi har næsten glemt det!

Det vakte opsigt, da nogle friskoler før jul annoncerede, at de ville fejre julen noget mindre og påsken noget mere.

Nu har jeg ikke lyst til at tage noget fra julen. Vi trænger til julens fest midt i mørket. Og budskabet om, at Gud, som vi ellers er på lang afstand af, er kommet til os i barnet i stalden i Betlehem, er virkelig al fejring værd. Men påsken er mindst lige så meget fejring værd!

Den Gud, der i julen kom til os, han gør i påsken noget ufattelig stort for os. I julen tændes et lys i mørket, som mørket ikke kan slukke. I påsken vinder lyset over mørket! Mørket er der så stærkt i påsken, som vi også kender det fra vore liv, når ondskab og død ødelægger livet. Dø- den og ondskaben ser ud til at vinde hele magten, da solen formørkes Langfredag, mens Jesus hænger forpint på korset. Men lyset er der endnu stærkere.

Jesus antyder det selv med sine ord: »Det er fuldbragt«. Og så dør han. Det ligner ondskabens triumf endnu en gang. Men det er Guds plan, som nu fuldføres. Jesus bærer i sin død alt vort mørke - alle vore fejl - alle vore mangler. Jesus rammes for at redde os. Og i det mørkeste øjeblik er det ikke døden, der vinder, men Jesus, der vinder over vores død og undergang.

Først påskedag bliver det tydeligt og klart, da disciplene møder den opstandne Jesus. Så er de klar over, at nu er det virkelig fuldbragt. Nu er døden og alt det onde overvundet. Jesus er stærkere. Hans sejr er også vores sejr.

Derfor er påskedag en fantastisk festdag i vores kirke! Jesus stod op »den første dag i ugen«. Det var søndag morgen. Derfor blev søndag morgen den tid i ugen, de kristne valgte til at fejre ugens gudstjeneste. For hver uge må vi mindes om, at Jesus har sejret og kan frelse os.

Derfor vil jeg ønske alle en god påske - både ferie og fest!

Kærlig hilsen Gert Nicolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Det bliver denne gang en meget personlig hilsen fra mig!

Det, som jeg ofte er blevet betroet at følges med ramte familier i, blev pludselig til min egen virkelighed.

Kræftsygdom og alderdom. Min kone ramt uhelbredeligt af kræft, der med alt for hurtige skridt tog kræfterne. Min mor gammel og mæt af dage. Min mor døde i maj og min kone døde i juni.

Fra mine mange år som præst ved jeg, at mine oplevelser og min situation ikke er anderledes end så mange andres. Så det skal der ikke fortælles meget om her.

Men jeg har undervejs oplevet betydningen af menneskers omsorg og medleven, når livet er svært og når sorg og savn farver det hele. Og det kan jeg ikke lade være med at tage frem og sige tak for! Det er utroligt som et håndtryk, et klap på skulderen, et par lune boller eller et par ord kan varme og give nye kræfter, når man står magtesløs og tom.

Når man møder et menneske i sorg, har jeg tit tænkt; hvordan kan man dog hjælpe og støtte her? Hvad kan jeg gøre og sige?

Svaret er enklere end jeg ofte har erkendt: Der er ikke en masse indviklede ting, du skal gøre. Der er ikke en masse fine ord, du skal sige. For det svære og ubærlige går ikke væk fordi nogen kommer og gør en masse eller siger mange kloge ord. Men det svære og ubærlige bliver lidt nemmere at gennemleve, når man mærker andre menneskers stilfærdige nærhed og støtte – og man ved, man ikke er ladt alene.

Nu har jeg fået svaret gennem alle de små ting, som mennesker har vist mig og mine børn omsorg med. Tak til alle jer, kan jeg kun sige! Tak til hver eneste, som var der til begravelserne. Tak for hvert et håndtryk og klap på skulderen både undervejs og her bagefter. Tak for gode ord og forbøn. Når man selv er tom og ikke magter at formulere en bøn, så er det trygt og styrkende, at andre tager en med i deres bøn.

Der findes ikke trylleformularer eller mediciner, der betyder, at man sådan lige kommer over at miste et nærtstående menneske. Men andre kan hjælpe til at leve med tabet og finde tilbage til livet igen. Der skal kæmpes vej gennem sorg og savn. Og den uvurderlige hjælp undervejs, som andre giver, er omsorg, medleven og kærlighed.

Og lige så stille glimter en anden kærlighed med ind. En kærlighed, der blev mærkbar gennem andre menneskers støtte og medleven. En evig kærlighed, som er der hele tiden, også når livet var så mørkt, at jeg ikke kunne se den: Den kærlighed, som Gud har til mig. Min kone pegede tit på det over for os ved at citere nogle bestemte ord af Gud: Du er dyrebar i mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig… Frygt ikke, for jeg er med dig. (Esajas’ bog 43,4-5). Den hilsen vil jeg give videre som tak til jer, der spejlede Guds kærlighed ind i mit liv i en mørk tid. Jeg håber, at I også må få lov at kunne tage de ord som ord til jer – til støtte og til tro på ham som med livet som indsats har overvundet alt det, der her i livet er mørkt og svært for os. 

Kærlig hilsen Gert Nicolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Debatten om vielse af homofile par i kirken har taget nye drejninger det sidste halve år. Nye love om ægteskab og homofile parforhold er vedtaget. Og der er autoriseret et nyt ritual for vielse af homofile par.

Endnu en gang melder jeg gerne min klare kritiske holdning til disse ændringer. Ikke fordi jeg ikke kan leve med fornyelse i vores kirke. Det er jeg generelt helt med på. Men i kirken fastsættes sandheden om Gud og Guds velsignelse ikke af et politisk flertal af politikere eller af et flertal af biskopper. Gud er større end både politikere, biskopper og danskere, som vi nu er. I kirken har vi indtil nu fastholdt, at Gud kender vi gennem de ord, han har givet os i Bibelen. Og bibelordene er meget klare, når det gælder homofil praksis. Det er ikke velsignet af Gud. Der har Københavns biskop ret, når han sidste år sagde: ’Bibelen kalder det synd.’ - Jeg undrer mig så stadig over, at han turde fortsætte med at sige: ’Men vi kalder det for kærlighed.’

Derfor forstår jeg også godt, at mange er frustrerede over den udvikling, som sker lige nu. Det er forståeligt, at nogen har valgt at sige farvel til vores fælles folkekirke, fordi de synes, at signalet er, at kirken har glemt, at den er kirke netop ved at være bundet til ordene fra Gud.

Men samtidig er det vigtigt, at vi ikke bliver helt katolske i vores syn på kirken. Hvad jeg mener med det? Jo, når kirkeministeren kalder sig chef for kirken, så er det et sprog, som hører hjemme i en katolsk kirkeforståelse. Når mange siger, at alt hvad folkekirken rummer, har vi medansvar for her i Fjelstervang og Vorgod, så hører det hjemme i en katolsk kirkeforståelse.

For katolikkerne hænger kirken sammen fra oven og nedefter. Øverst er paven. Under ham delegeres til biskopperne. Og under biskopperne til præsterne. Og under præsterne til menighedsmedlemmerne.

Og man får ind imellem indtryk af det samme i den folkekirkelige debat. Dels når en kirkeminister kalder sig chef og mener, at kirken bare har at indføre de tanker om Gud og den praksis, som de fleste politikere bliver enige med ham om. Og dels når vi begynder at sige til hinanden, at vi har medansvaret for alt, hvad der indføres af andre i folkekirken.

Et luthersk syn på kirken er, at den enkelte menighed er grundbyggestenen. Vi skal ikke gennem præst og biskop og pave for at nærme os Gud. Vi må komme direkte til Gud som vores himmelske Fader på grund af hans Søn, Jesus Kristus, der gav sit liv for at give os direkte adgang til Gud. Derfor er der i vores evangelisk lutherske folkekirke ikke nogen over menigheden i Fjelstervang og i Vorgod - ud over Gud selv og det ord, han har givet os.

Menigheden har valgt en præst til at forkynde ordet fra Gud og til at forvalte dåb og nadver. Og menigheden har sammen med andre menigheder valgt en biskop i Ribe til at »føre tilsyn« med præsten - for at sikre, at præsten er i overensstemmelse med kirkens grundlag i ordet fra Gud. Det gør ikke biskoppen til præstens eller menighedens chef i åndelige spørgsmål. Og det gør slet ikke en kirkeminister til menighedens eller præstens chef i åndelige spørgsmål.

Det vi står til ansvar for som medlemmer af kirkerne i Fjelstervang og Vorgod er om ordet fra Gud følges her hos os. Og i den sammenhæng er det vigtigste tilsyn med præsten faktisk menighedens tilsyn - at I til stadighed er med til at fastholde mig som præst på ordet fra Gud!

Fra gammel tid har man med god ret især i grundtvigsk sammenhæng slået på, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne - og det er lige præcis ud fra denne forståelse af, at ingen andre end Gud selv står over de enkelte menigheder. Vi har ikke nogen pave eller chef i folkekirken, som kan tale på alles vegne og bestemme, hvad der gælder ude i folkekirkens menigheder.

Derfor taler jeg som præst imod det, jeg ser som et vildspor i forhold til ordet fra Gud andre steder i folkekirken. Men I og jeg står ikke til ansvar for andre menigheders valg i disse ting - vi står sammen til ansvar overfor Gud for det vi vælger her i Fjelstervang og Vorgod!

Og for mig at se, kan vi stadig frimodigt og med glæde være Guds kirke her, hvor vi er - også i den ramme, som hedder folkekirken her hos os.

Gert Nicolajsen

af sognepræst Gert Nicolajsen

Danmark er et dejligt land med mange kvaliteter. Skøn natur. Stor afveksling. I vores nabolag, Ringkøbing, skulle man endda være verdens lykkeligste. Det vellykkede og dejlige liv fylder meget. Vi vil gerne have det godt. Og ikke mindre vil vi gerne det bedste for vore børn.

Der er virkelig meget at glæde sig over og sige tak for i vores lille land.

Men ikke alt er lykkeligt. Ikke alt er dejligt. Ind imellem gør livet knuder. For nogen er det måske som om livet er én stor knude. Der er byrder, som tynger. Ofte byrder, som vi andre slet ikke ser. Måske økonomi, der ikke vil hænge sammen. Måske et parforhold, der giver flere smerter end glæder. Måske sygdom som i det skjulte tager livskraft og lykke fra et menneske.

Et brækket ben er til at se og forstå. Men et sind, som går i sort, er ikke særlig synligt og svært at forstå. Mere end hver 5. af os rammes undervejs i livet af psykisk sygdom. Og næsten alle oplever at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. For at sætte flere ord på både den psykisk syge og de pårørendes situation inviterer menighedsrådene 11. september til foredragsaften med en ung, som er ramt af psykisk sygdom. For der er brug for mere viden og nogen at snakke med, når de skjulte byrder vokser sig store.

Det er vigtigt, at vi ikke slider os trætte i det skjulte, men at vi har noget at komme til med det svære. Hver især må vi være åbne for venner og familie, som vi er de nærmeste til at lytte til. Og vi må også trække på de personer, som har indsigt til at hjælpe. Måske med en snak med læge eller præst.

Jesus sagde på et tidspunkt nogle stærke ord, som for mig har været gode at huske og hente kræfter i: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. (Matt. 11,28)

Jesus er ikke bange for vore byrder og alt det svære i vore liv. Vi må komme med det i bøn til ham. Det betyder ikke, at så er alt bare klaret bagefter. Jesus har sin egen måde at hjælpe på. Nogen gange ved at bønhøre meget konkret. Andre gange ved at sige et vent og se, hvordan jeg vil svare på din bøn og lette dine byrder.

Kærlig hilsen

Gert Nicolajsen